Vielse/velsignelse

brudepar udveksler ringe

 

 

Når I har besluttet jer for at blive viet i kirken, kontakter I kirkekontoret for at aftale en dato for vielsen.

Der er mulighed for vielse kl. 13.00, kl. 14.30 og kl. 16.00 om lørdagen. Det er også muligt at blive viet på hverdage efter nærmere aftale.

Kort tid efter modtager I et bekræftelsesbrev fra os. Hvis det ikke er muligt med det samme at oplyse, hvilken præst der skal vie jer, sender vi snarest muligt herefter et nyt brev herom, med kontaktoplysninger til præsten.

Senest en måned inden vielsen træffer I aftale med præsten om en samtale om vielsen og alt det praktiske i forbindelse hermed.

Prøvelsesattest og vidner

Før brylluppet kontakter I jeres bopælskommune for at få udstedt en såkaldt "prøvelsesattest". Den dokumenterer overfor os lovligheden af det påtænkte ægteskab. Prøvelsesattesten må ikke være mere end fire måneder gammel, når brylluppet holdes. Som grundlag for prøvelsesattesten udfyldes en blanket "ægteskabserklæring", der kan hentes på www.borger.dk eller fås hos Borgerservice.

Når I har modtaget prøvelsesattesten, afleveres den til kirkekontoret sammen med navne og adresser på 2 vidner, der skal være til stede ved vielsen.

Navneændring på bryllupsdagen

Hvis I ønsker navneændring på bryllupsdagen, udfyldes blanketten "navneændring ved vielse", som findes på www.borger.dk. Når blanketten er udfyldt og signeret af de rette personer, sendes anmodningen efterfølgende automatisk til det sogn eller den kommune, som skal behandle den. I kan finde yderligere oplysninger om navneændring på bryllupsdagen på www.personregistrering.dk eller www.borger.dk

Kirkelig velsignelse

Hvis I er borgerlig viet, og gerne ønsker en kirkelig handling, kan I få en kirkelig velsignelse af jeres ægteskab. Det kræver ingen yderligere dokumenter, men alene kopi af jeres vielsesattest. Hvis I ønsker dette, kontakter I kirkekontoret for at aftale datoen for handlingen.