Rise Kirkes historie

Historien er tidens rivalinde 
                    bedrifternes opbevarelse 
                    et vidne om det forbigangne 
                    et forbillede og en belæring for det nærværende 
                    en advarsel for det tilkommende

                                                          Cervantes

         

Rise Kirke



En beretning om Rise kirke må starte med en taknemmelighedsytring overfor vor afdøde graver og kirketjener, Johann F. M. Thoms. Han har samlet stof om vor gamle landsby, hvor han har kunnet finde noget; først og fremmest i Landsarkivet, hvor han har afskrevet alle akter vedr. Rise, men derudover også lyttet til, hvad »de gamle« havde at fortælle, og opbevaret det i to maskinskrevne bøger.

Uden hans flid, omsorg og kritiske sans havde det været svært at fortælle Rise kirkes historie.

Idet efterfølgende omtales kun kirkebygningen. Sogn, sognebyer, gårde, præstegård og kirkegård får vente til en anden god gang.

For adskillige årtusinder siden lå en stor isbræ over Nordeuropa. Den lå imidlertid ikke stille; den bevægede sig med megen sindighed, men også med megen kraft. Selv store granitblokke kunne den flytte fra deres naturlige pladser hen på steder, hvor de ikke hørte til. Da isen siden trak sig, blev de store sten liggende. På den måde blev der - ganske ufortoldet - importeret store mængder granit fra Norge til Danmark, længe før der kom mennesker. Nå, de indfandt sig over en tid lang. Ikke mange. Ikke stærke. Naturen var mægtigere, og den var de dybt afhængige af. De måtte holde sig gode venner med den. Der var kræfter i blæsten, i regnen, i lyset og ilden, i kildevældene, i jorden, himmellegemerne, særlig solen.

Ikke mindst i den tid, da menneskene forarbejdede deres redskaber og våben af bronce, dyrkede de solen og ilden.

Jeg gætter på, det er på denne tid, ca. 2000 før Kristus, at en håndsnild mand har siddet og hulet de 22 flade fordybninger ud i den store granitsten, der står ved kørelågen til Rise kirkegård.

           

Offersten? - sten med skålformede fordybninger

 


En offersten? Hvorledes? Som student hørte jeg en forelæsning af professor J. Oskar Andersen. Han fortalte, at i Nordnorge, ovenfor Polarkredsen, brugte man indtil slutningen af 1800-tallet at lægge smør på de klipper, som solens stråler først nåede efter den lange vinter. Under et besøg på Narvik-egnen i 1983 spurgte jeg en gammel mand, om han havde hørt om den skik. Det havde han. Jeg tænkte med det samme på »Hullestenen« i Rise. Kan dens flade fordybninger have været brugt til at bringe et smøroffer til »Hans Højhed Solen«?

Tiden gik. En dag kom »dens fylde«, da Guds søn blev født af en kvinde. Guds-Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Nu fik nogle af stenene mæle. I Jelling står »Danmarks dåbsattest«, skrevet i stenskrift af Harald Konge, som gjorde danerne kristne. Med korset som baggrund, men ikke sømmet til det, står Jesus selv i dødsriget og prædiker for Gorm og Thyra, for at de kan være med i Gudsriget og følge Jesus i hans opstandelse og himmelfart.

Ordet tog bolig, først i trækirker (der er dog ikke fundet spor af en sådan i Rise). Siden i granithuse. Stedet, kirken byggedes på, har nok alt i hedensk tid været helligsted. Foruden Hullestenen tyder Vældekilden i dybet sydøst for kirken på, at de fjerne forfædre har holdet deres gudstjenester her. Men nu er sandhedens time oprundet for de Risefolk: Det er den hvide Krist, der giver liv, grøde og velsignelse på mark. i stald og i hus; det er ham, der vinder sejr over døden og djævelen. Når han tager bolig iblandt os, skal han have et godt, stort og smukt hus. 

Dér ligger alle de grå sten på markerne. De gør ingen gavn, de ligger i vejen for ard og segl. Nu skal de bygges op til et gudshus. Sognemænd graver og slæber. Okser og små langhårede heste trækker vogne og slæber gennem lerpløret op til byggepladsen. Stendyngen vokser. En dag kommer stenhuggermesteren med sin hammer. Han sorterer, kløver, og hugger til, så de store kvadre (firkantede sten) får deres form. Det har krævet tålmodighed, stædighed, kunnen og villen. Men sognefolk og mester har præsteret begge dele. Mester har sågalt mægtet at give nogle af stenene en svag runding, så de tilsammen kan danne en apsis, den halvcirklede afslutning af bygningen mod øst. 


           

Rise Kirkes kor med altertavle



Byggearbejdet kan begynde, murene rejses, tag lægges på. Små, højtsiddende vinduer i siderne af skibet, to i sydsiden af koret, kvindedør i nord, mandsdør i syd. Ingen sidebygninger, intet tårn, fladt bræddeloft i både skib og kor.

Kun en landsbykirke i Danmark bærer sit fødselsår i muren, Gjellerup kirke ved Herning. Den fortæller selv, at den er taget i brug år 1140 »efter Guds byrd«. De ældste dele af Rise kirke må antages at være fra samme tid.

Nu står kirken på sin plads, stor og tung. Og dog har det navn af noget så let og flytteligt som et skib. Forstavnen, koret, vender mod øst og angiver sejlretningen. For øst er Guds hjørne, »hvor Paradiset lå« og hvorfra Herren skal komme igen på Himlens skyer »som lynet, der undgår fra østen og skinner indtil vesten«. Sejladsen sker ikke fra sted til sted, men gennem tiderne til Guds-rigets komme. Vest er modsat Djævelens hjørne – ham vender vi agterstavnen til. Man har ment, at han og hans følge af dæmoner var bange for klokkeklang, så et eller andet sted i vestgavlen eller i en træstabel udenfor har klokken været ophængt. I kirkens nordside hørte kvinderne til, i sydsiden mændene. Hvor kvindernes dør har været anbragt, kan ses i nederste stenskifte i nordsiden udvendigt.

Før en kirke kunne tages i brug, måtte sognefolkene sørger for at der var midler tilstede i et sådant omfang, at den kunne fungerer. Det betød i middelalderen, at den måtte have jord. Indtægterne af denne blev delt i 4 dele, som tilfaldt 1. biskoppen, 2. præsten, 3. kirkebygningen (reparation og fornyelse ) og 4. sognets fattige. En rest af denne ordning er Rise præstegårdsjord ( ca. 25 ha ), som udpagtes af menighedsrådet, samt Præsteskoven ( 23 ha ), som drives af menighedsrådet under tilsyn af »Småskovsforeningen«. 2 gårde i Søst, Søstgård og Elmely kaldes Svavstedgårdene, de har hørt til Slesvigbispens gods i Svavsted ( ved Husum ).

En sommerdag, den 10. august i et eller andet år ved slutningen af 1100-tallet har indvielsen fundet sted. Det kirkevielses-ritual, som den romersk-katolske kirke bruger idag, går tilbage til ca. 800. Der skulle derfor være mulighed for, at vi kan forstille os lidt af begivenheden i Rise på hin dag.

En procession med slesvigbispen i spidsen nærmer sig kirken fra den nybyggede præstegård. Bispen er iført kåbe og bispehue og har sin krumstav i hånden. Ved hans side går hans hjælper, som bærer vievandskarret, i følget ses domherre fra stiftsbyen samt præster fra nær og fjern. Inde i kirken er menigheden allerede forsamlet. Det gejstlige optog vandrer tre gange rundt om kirken, mens bispen bestænker dens mure med vievand. Omsider står alle stille foran mandsindgangsdøren. Bispen banker på 3 gange med sin stav, medlemmer af menigheden åbner døren indefra. Nu bestænkes også kirkens indre med vievand, blandet med salt, aske og vin, helgenrelikvier nedlægges i alteret, som salves.

Indvielsen slutter med messegudstjeneste ( Lektie: Det ny Jerusalem, Joh. åb. 21, evangelium: Lukas 19, Zakæus. »Idag må jeg dvæle i dit hus«).

Helgenknoglerne, som den dag blev nedlagt i Rise kirkes alter, stammer fra St. Laurentius, »Den laurbærkransede«, på dansk; Lars. Derfor hedder kirken Sankt Laurentius kirke, Hellig-Lars var diakon i Rom. Under kejser Valerians forfølgelse år 258 blev han stillet for retten og af Roms præfekt forhørt om, hvor kirkens skatte var gemt. Lars mødte da op med de mennesker, som kirken bar omsorg for: Fattige, blinde og lamme, og sagde: se, her er kirkens skatte, som jeg bringer dig. Præfekten lod ham da piske og derpå stege på en rist. Men så mandsmodig var Lars, at han befalede sig Gud i vold, og overfor bødlerne erklærede han, at nu skulle han vendes, braden var stegt. Dette skal være sket den 10/8.

I Rise kirkes segl ( og gummistempel) ses stadig en rist og et ris. Riset kan være en hentydning til den omtalte piskning. Sandsynligere er det dog, at det skal afbilde sognenavnet, så at de to symboler vil sige: Sankt Laurentius i Rise.

            

Rise Kirkes segl

 

Til det oprindelige kvaderstensanlæg fra den romanske tid føjedes i den senere middelalder flere tilbygninger i gotisk stil ( opadstræbende linier, store vinduer, spidse buer, hvælvinger). det lader sig ikke påvise, i hvilken rækkefølge de er blevet til. Men vi kan da begynde med det mest iøjnefaldende: Det store tårn, jævnbredt med skibet.

Tårnet er for den underste dels vedkommende bygget af kvadersten ligesom skib og kor. Ejendommeligt er det, at flere af disse sten er profilerede, d.v.s. at der er hugget kele, en udhulning langs den ene kant. Sådan en kele kan ses i det nederste, nu tjærede stenskifte i Rise kirke. De pågældende sten i tårnet har sandsynligvis været sokkelsten i en anden bygning, før de fik deres nuværende plads. Man ved, at der har ligget en kirke i Ønlev. Denne blev aldeles ødelagt, da kong Erik af  Pommern benådede Sønderjylland med et krigstogt i 1411. man tænker sig da, at de profilerede sten i Rise kirke er hentet fra Ønlev ruinen, sagtens inden Hjordkær kirke blev bygget i 1522. Da kvaderstenene slap op, fortsatte man med at bygge af teglsten. På ydermuren er ophængt årstallene 1757 (i vest ) og 1788 ( i syd ). I disse år er tårnet blevet istandsat. Det høje spir har været beklædt med kobber forneden, spåner foroven. I toppen har en vejrhane haft sin plads.

Om Ønlev kirke og de forskellige teorier om dens beliggenhed har Torp Friis Møller skrevet i Årbog 1990.

Foruden tårnet har man til den oprindelige kirkebygning føjet et kapel til sydsiden. Byggematerialet er også her granitkvadre. De ligger tungt og fast som kapellets grundvold. Over dem er der bygget videre med munkesten, d.v.s. teglsten, som er noget større i målene end de nutidige mursten. Jorden på den jyske højderyg er meget lerholdig; tung og sejg at arbejde sig igennem for plov og spade, men fuld af grødekraft for træer og korn. Og så er her mulighed for teglbrænding. Hvor Rise kirke har fået sine røde og gule munkesten fra véd vi ikke. Datidens ovne har næppe kunnet rumme meget store mængder sten ad gangen. Vi må tænke os, at færdigformede sten har ligget til soltørring på marken en tid inden brændingen. Et vidnesbyrd herom er det dybe aftryk af en rådyrklov, som blev fundet i kirkens indre under restaureringen i 1968. En hjorteflugt udover marken, en klov ned i den bløde sten, en ubetydelig hændelse, fotograferet i ler for ca. 600 år siden.

Teglstenen gav nye muligheder for byggekunsten. Man kunne nu mure hvælvinger op i kirken. Koret fik én, til afløsning af det flade loft, sakristi og kapel blev bygget op med hvælvinger. Et lignende arbejde har været påtænkt i tårnet.

Kapellet har oprindeligt været adskilt fra kirken og rimeligvis rummet et helgenalter, der har haft plads mellem de to nicher i østvæggen. I vestsiden har der været et stort vindue, som nu er blændet. Omkring 1800 blev kapellet sluttet til kirken. Det kaldes 1802 for »den ny kirke«.

I kapellet findes murede gravsteder. Sidst er pastor Chr. Petersen blevet gravsat her 1795. Også hans halvbroder, provst Baltzasar Petersen, Tønder, grundlæggeren af Danmarks første lærerseminarium, er gravsat her.

Sakristiet – den nordlige tilbygning til kirken - - er et smukt kvadratisk rum, også til dels opført af granit. Denne er dog udformet på en anden måde end kvadrene. Stenene er simpelthen blevet flækket og sat i muren med den flade side udad. Således byggede man for en stor del på Sjælland.

              

Altertavle i Rise Kirke

Også sakristiet er blevet fuldendt med munkesten; her har man ligefrem præsteret murstenskunst: Savskifter og blændinger. I det indre har der – til gejstlighedens bekvemmelighed – været indmuret en kamin. Den har for lange tider været eneste varmelegeme i kirken.

Imidlertid føjedes der ikke bare ny tilbygninger til kirken. Man måtte i tidens løb også tage afsked med en kirkedel, der var blevet for medtaget. Det har været smerteligt at skride til nedrivning af apsis, den ældgamle korrunding. Dette skete i 1721. Herefter blev korets østside muret op i små teglsten og med enkelte kvadre. Man lægger mærke til to sten med indskrift. Den ene bære bogstaverne P P og T T samt K S (Hvilket sidste nok betyder »Kirkesvorne«,  d.v.s. kirkeværger). På den anden står F K P R, d.v.s. Frederik Kamphøvener, præst i Rise ( 1706-46 ).

Kirken er 36 m lang, 11 m bred og ca. 5 m høj. Tårnet er 31 m. højt.

Lad os gå ind i kirken og se os om. Noget af det, der først falder i øjnene, er den gamle døbefont, hugget ud i granit. Den står nu i kirkens kor, men har formentlig haft sin plads ved indgangen, da dåben jo er indgangen til Guds rige. Den er kirkens eneste stykke middelalder – inventar.

            

Døbefond i Rise Kirke

Ved den tid, da stenhuggermesteren stod på byggepladsen og huggede kvadre til, har en anden mester stået i sit værksted og bearbejdet en meget stor granitblok, dannet den cirkelrund ( den måler 77 cm i tværmål ), hulet den ud og hamret den til med sin spidshammer, så der fremkom en dejlig bladranke øverst på ydersiden og en række bueporte med runde buer nedenunder. Dertil en firkantet fod, hvis hjørner er prydet med hoveder.

På samme værksted ( formodes det ) er fonten i Ravsted blevet fremstillet. Ihvertfald skal de ligne hinanden som eenæggede tvillinger.

Når døbefontens hulning er så stor og dyb, skyldes det, at dåben blev foretaget som neddykning og optagelse. Tre gange sænkede præsten barnet ned i vandet, i Faderens, i Sønnens og i Helligåndens navn. Neddykning og optagelse har kendetegnet samhørighed med Jesus i hans død og opstandelse ( Romerbrevet, kap. 6, v. 3-6 ).

Siden gik man over til at døbe ved overøsning, idet barnet holdtes henover fonten og præsten tre gange med sin hule hånd øser vand over barnets hoved, stadig i de tre store navne.

Til dåb ved overøsning behøves ikke de store vandmængder. Derfor har man nøjedes med at anbringe et fad henover hulningen. En smuk anordning blev iværksat og skænket i 1936 af sognepræst C. C. Kallenbach Petersen: En sølvskål, hvilende på en broncekrans over den store hulning. Skålen bære indskriften: Gudsfingrene grande slog kors for din Pande. Fra siden holder en Engel Jesu sejrsfane ned i vandet. Den bærer indskriften: In hoc signo vinces ( ved dette tegn skal du sejre ). Og på undersiden: Skænket St. Laurentius kirke i Rise 1936 af sognepræst Carl Christian Kallenbach Petersen, Kransen af hans ældre Søster Nanna og i Mindet om sin egen Daab: NU er du med din Søster bleven lige/ om Barneret i Himmeriges Rige/ Gud lade jer vokse yndigt tilsammen/ med Sang i Hjertet og i Troens Armen./ Giverens Morfader ved Pastor Kallenbach Petersens Daab 12. September 1873. På broncekransen står: Lader de smaa Børn komme til mig og formener dem det ikke.

Ved restaureringen i 1968 fandt Nationalmuseets forskere rester af gammel maling på fonten. Farverne blev genoplivet med god virkning: De indhuggede motiver trådte nu tydeligere frem.

Længst fremme i koret står Herrens bord, altret. Det er meget bredt og prydet med et alterforhæng designet og udført af kunstvæverne Becker. Som altertavle står 4 billeder i gotiske buer. De angiver gammel – testamentlige ofringer: Abel, Melkisedek, Isak og Aron. Men over dem løfter sig krucifikset med indskriften: Det er fuldbragt. Skikkelsen på korset er skåret i Oberammergau, det øvrige er leveret af snedkermester Schmidt, Flensborg.

          

Rise Kirkes kor og altertavle

Sammen med dåb og nadver er der forkyndte ord væsentligt ved en evangelisk gudstjeneste. Derfor er der rejst en prædikestol – fra samme tid som altret, 1894. Den har til overflod 5 felter, hvor andre prædikestole nøjes med 4 ( i henhold til antallet af evangelister ).

            

Prædikestolen i Rise Kirke

De mange kirkebænke, der giver rummet ca. 400 siddepladser, er af fyrretræ. De har været bejdsebrune, men er i 1968 bragt tilbage til deres naturfarve, svagt rødlig.

Altrets hellige kar, kalk og disk er skænket af provst Reuter, Aabenraa, tidligere præst i Rise. Et par malmlysestager er 1799 givet af pastor Hieronymus Grauer. De bærer indskriften: Ries Kirg 1799 12 Jan.

De to høje lysestager er skænket af Otto G. Grauer, søn af ovennævnte, og hustru Mathilde Grauer. På den ene står: Otto Georg Grauer, weiland pastor in Wilstrup, geb. i Ries am 14 okt. 1818, gestorben daselbst 23 aug. 1900. På den anden står: Mathilde Grauer geb. Nonne.

På et pulpitur i tårnet står orglet, bygget 1894 af Marcussen og søn, Aabenraa. Det har 11 stemmer, fordelt på 2 manualer og pedal.

MEN sådan har det ikke altid set ud.

Her har været kirkestole med døre; hver gård eller familie i sognet har lejet sin, navn har stået anført. Alteret har været kronet med en altertavle med Golgatha-scenen i midterstykket og apostle og helgener i de to fløje. Øverst ses et kors. Alt hvilende på et fodstykke med maleri: Nadverens indstiftelse, af Jes Jessen, Aabenraa. En »dåbshimmel« har været ophængt over fondet.

Hvad er der sket?

Ikke nogen billedstorm ved Reformationen som det f.eks. skete i Vor Frue af København. Kirkefornyelsen synes at være gået stille hen over sognet. Men i dens spor fulgte adskillige ulykker. Da Kong Christian den 4. havde lidt nederlag i 30-årskrigen i slaget ved Lutter am Barenberg, forfulgte tyske tropper under ledelse af Wallenstein de danske tropper op igennem Sønderjylland. Rises naboskab til Hærvejen var farligt. De flygtende danskere plyndrede præstegården, tyskerne afbrændte kirken. Begge parter søgte at få mest muligt i lommerne, hvor de kom frem. Da svenskerne 15 år senere, ledet af Torstensson, drog samme vej, var der ikke stort tilbage til dem.

Et vidnesbyrd om disse begivenheder kan den store kirkeklokke være. Den bærer årstallet 1631. Dens forgænger må være smeltet, eller brugt til andet formål.

Et lynnedslag i 1870 forårsagede brand, der dog hurtigt blev slukket. Heller ikke det var den store ulykke.

Den indfandt sig den 29. maj 1893. Da udbrød der brand i et af landsbyens huse. Med en rask nordvest bredte ilden sig hurtigt til 4 huse. Den nærmede sig rask kirken, hvis tårn foroven var tækket med spåner. Dybbøl-Posten fortæller:

»Og snart hørtes råbet: Der er ild i tårnet. Tårnet brænder! Omtrent midt oppe på tårnet så man, at ilden havde fået fat. Den greb om sig med en rasende hastighed, først opefter, dernæst nedad. I det følgende øjeblik var hele tårnet en eneste ildpyramide. Der var der ingen redning mere. Redningsmandskabet ilede ind i kirken, hvorhen ilden endnu ikke var nået og gav sig til at brække prædikestolen løs med jernstænger. Den blev bragt uden for (gennem sakristiet, idet ildregnen fra tårnet spærrede andre udgange). Derefter gav man sig i færd med altertavlen, som tillige med de på den anbragte træfigur fra den katolske tid, ligeledes reddedes. Det samme skete med det polstrede knæfald for alteret. Alterkarrene opbevaredes i degneboligen, hvor de ødelagdes af ilden. Fra tårnet forplantede ilden sig nedefter og antændte orglet, som fortæredes indtil den sidste stump. Mens det brændte, hørtes forskellige uhyggelige lyde, som forekom ved vindens hylen gennem piberne og metaldelenes syden og smelten. Orglet blev anskaffet ifjor og var så godt som nyt. Det havde førhen været opstillet i en kirke i Kiel og købtes af orgelbygger Marcussen for en sum af 400 mark. Til alt uheld havde man forsømt at få det forsikret.

Ilden gik nu videre ind i kirken, hvor den fandt god næring i loftet, der var af træ, samt i stolestaderne på kirkegulvet. Kort tid efter brød ilden ud gennem tagstenene, der så under en voldsom larm regnede ned på kirkegulvet og på kirkegården. Alting brændte, hvad der kunne brænde; der er næppe blevet en forkullet stump tilbage. Alene de fire nøgne mure og hvælvingerne – er blevet levnet af det grådige element.

Da ilden netop opkom på den tid, da alle folk var gået til ro og lå i deres bedste søvn, varede det nogen tid, førend der kom slukningsmandskab og sprøjter til stede. - Foruden byens sprøjte mødte sprøjterne fra Bolderslev og Hjordkær og Genner på brandstedet. Fra Aabenraa mødte derimod hverken folk eller sprøjte, da man dér ikke vidste noget om branden.

Brandstedet frembød dagen efter branden et uhyggeligt syn med de mange rygende tomter og imellem dem de svedne og forbrændte træer«. ( Ovenstående referat er afskrevet og tilsendt mig af Johs. Schön, Sønderborg).

Det var lykkedes at redde altertavle og prædikestol. Begge dele blev midlertidigt hensat på loftet i præstegården.

          

Rise Kirke efter brand i 1893

Den 14. juni samledes Kirkeforstanderskabet på Rise kro. Første punkt på dagsordenen lød: Forberedende skridt til genopførelse af kirken. Man besluttede at anmode bygningsinspektør Jablonowski, Haderslev, om at udarbejde rids og overslag over omkostningerne ved genopbygningen.

Den 29. juli holdtes nyt møde, denne gang i præstegården og med den nyudnævnte præst, P. Juhl, som deltager.

Jablonowski var en moderne arkitekt, begejstret for den nygotiske stil (han har bl.a. stået for opførelsen af statsamts-huset i Aabenraa), pastor Juhl var en nidkær lutheraner. De to fandt hinanden i den fælles opgave: At skabe en tidssvarende luthersk kirke.

Altertavlen stammede fra den katolske tid, den måtte udrenses. Renæssance-prædikestolen passede ikke alt for godt med nygotikken. Alligevel billedstorm, men noget forsinket!

Kirkekollegiat og kirkeforstanderskab blev bragt til erkendelse af, at disse sager ville have større interesse for museumsgæster end for en menighed. De gode sognemænd gav derfor deres tilsagn til at disse stykker kirkeinventar blev afhændet til Thaulow-museet i Kiel mod at dette afholdt transportomkostningerne. (Thaulow-museet i Kiel blev ødelagt under 2. verdenskrig og dets effekter ført til Gottorp slot, hvor tavlen stadig kan ses). I stedet fik man det ovenfor skildrede inventar, alt i nygotisk stil. Et motiv, der trådte frem overalt var trekløveret, som nok har skullet symbolisere trefoldighedslæren: Kløverbladet er tre, og dog kun eet. På prædikestolen, bræddeloftet, i stolegavlene trådte det frem. I koret malede man kløverblade i spidse buer, holdt i blåt og gult.

Et andet farveindslag fik man i vinduernes glasmosaikker, røde borter langs siderne og øverst et kirkeligt symbol, indfattet i en cirkel. Disse blev meget folkekære. Gulvet i midtergange og kor blev belagt med lerfliser i rudemønstre.

Genopbygningen blev ikke dyr. Håndværkerudgifterne beløb sig til 16615 mk, arkitekthonoraret til 1,4% af de samlede byggeomkostninger. Og kirken havde jo da været behørigt forsikret.

Restaureringen 1968-69

..Årene løb, menigheden kom og gik, kirkeårets engle skred i pæn nummerorden gennem hallen med det gode budskab – men også fugtens hvide elverpiger banede sig vej ind og dansede over vægge og hvælvinger. Sporene, de satte, var alt andet end hvide.

Værst så de svensk-farvede kløverblade i koret ud. Man besluttede at gemme dem. Man udspændte hønsetrådsnet foran dem og strøg kalk over – herved fik man nogle meget regelrette korvægge og skjulte den grimme fugt.

Men fugten var andre steder. Trods murermestrenes anstrengelser med at kalke over, dukkede den frem igen. Nogle kritiserede murermestrene. Så da menighedsrådet henvendte sig til dem i 1966 om ny kalkning, Sagde de nej tak. Der skulle mere til. Hele pudset skulle fornyes.

Så måtte kirken have den helt store tur. Den 11. maj holdt menighedsrådet påny møde i kirken. Denne gang deltog arkitekterne m.a.a. Sv. Aa. Aakjær, Rødding og Rolf Graae, Hellerup, endvidere konservator Erik Skov, Nationalmuseet, kunstmaleren Ernst Trier, orgelbygger Zachariassen, Aabenraa og provst P. J. Petersen, Aabenraa provsti. Her blev grundlinien lagt for det kommende restaureringsarbejde.

Den helhed af nygotik, som Jablonowski havde skabt skulle i videst muligt omfang bevares. Orglet skulle beholde sin facade, men i øvrigt hovedrestaureres. Det anbefaledes, at kirken blev opvarmet ved centralvarme fremfor den i nogle år anvendte el-opvarmning. Varmeovnen skulle have plads i en tilbygning til ligkapellet. Et længe næret ønske om en forstue ( våbenhus ) vestligt i kirken og adskilt fra kirkehallen ved en bræddevæg blev også imødekommet.

Nu begyndte en spændende tid. Menigheden holdt flyttedag i januar 1968 og havde nogle måneder hjemme i kirkens sideskib. Fra maj holdtes gudstjenesterne i Menighedshuset i Rødekro, som Missionsforeningens ledelse stillede gratis til rådighed, mens kirkelige handlinger foretoges i nabokirkerne.

           

Rise Kirkes orgel

Orglet blev taget ned og sendt til Aabenraa, hvor det gennemgik en hovedreparation. Facadepiberne – rene kulisser – blev udskiftet med tonegivende piber. En mixturstemme isattes.

Stolene blev sendt til reparation i Rødekro, hvor de blev udbedret og afsyret. Egeplankerne under dem toges op, og de dårligste erstattedes med andre. Derpå blev pudsen banket ned, og kirkens ydre sandblæstes.

Der stod nu de nøgne mure og fortalte bygningshistorie. Også jorden under stolestaderne havde sit at fortælle. Navnlig kvindesiden var veltalende. her fandt man adskillige gamle mønter samt et smykke. Nu er der lagt et lag cement over jorden.

Skifertaget, som var i ringere stand end formént, blev udbedret ved hjælp af skiferplader, der var skaffet fra Ho og Glæsborg kirker, som netop havde fået anden form for tagdækning.

Murermestrene og deres stab havde meget arbejde med at bringe væggene i stand, udskifte sten og erstatte den gamle »muslingeskalscement« med det langt mere holdbare nutidige materiale. En særlig opgave var sideskibets syddør og vindue. Her fandt arkitekterne spor af tidligere anlæg, og det lykkedes at føre gavlen tilbage til denne skikkelse, hvilket gav en meget smuk virkning. Jeg måtte tænke på en gammel murermesters stolte ord til en arkitekt: Alt hvad en arkitekt kan tegne, kan en murermester bygge.

Nu begynder kunstmaleren at trække farver efter sig gennem kirken. Dybblåt i loftet over orglet, gråt med svag tone af grønt på loftbjælker og -brædder i hovedskibet, prædikestolen delvis i samme farve og med dybgrønne felter. Mørkegrønne kløverblade i stolegavlene. En god harmoni af dybe, bløde farver. Hertil kommer de ny bænkehynder, solidt forarbejdet på sadelmagerværkstedet i Rødekro, også dybtgrønne; alterforhænget vævede til kirken. Og endelig – som omtalt tidligere – døbefonten.

Blev kirken så lysere? Ja, det større spil af lyse farver gjorde sig gældende. Hertil kom de ny klare vinduer, som gav lyset bedre adgang til det store rum. Også på dette område havde en Rødekro-håndværker forstået arbejdet.

Endelig blev kirken hvidtet, så at den kom til at stå »smuk som en brud« - blev der sagt. Den 20. april 1969 kunne biskop T. V. Kragh tage den i brug på evangelisk vis.

Foran har vi forbigående omtalt orgel og klokker. Der skal nu fortælles lidt mere sammenhængende herom.

Kirken fik sit første orgel i 1846, en gave fra pastor, konsistorialråd Johann A. Wulff ( 1821-56 ). Det havde først spillet i Slesvig domkirke, senere i Løgumkloster. I Rise har det lydt i 45 år. I 1891 blev det afløst af et orgel, som hidrørte fra Helligåndskirken i Kiel. Det fik en kort levetid i Rise. Et nyt blev leveret af orgelbygger Marcussen i Aabenraa for 6200 mk. Det var dette, der blev udbedret i 1968. En yderligere udvidelse er ved at være på trapperne.

Klokkerne




En af klokkerne i Rise Kirke

 

Tårnet rummer nu tre klokker. Den ældste er støbt og ophængt 1631 efter at Wallensteins tropper havde brændt tårnet af; vi kalder den »Jacobi« efter præsten på den tid. Den kimede og kaldte lige til 1893. Da brændte kirken igen. Jacobi styrtede ned med et brag, men blev derpå sendt til omstøbning i Tyskland. Ved kirkens genindvielse adventssøndag i 1894 ringedes der med den en time før gudstjenesten. Menigheden, der stod på kirkegården og lyttede, fandt dog ikke at klangen var så smuk som førhen.

Jacobi 1 havde følgende indskrift:

                  
                     Hr. Paulus Jacobi, Pastor in Ries 
                     Verbum Dei manet i aeternum 
                     Deelfaget in Ries Harde Andreas Jepsen in Ries 
                     Jes Thomsen. Peter Rode. 
                     Kirchgeschworen 1631 
  
Jacobi 2 har på nordsiden følgende indskrift;

                     
                     Am 29. Mai 1893 zerstört durch Feuers Glut 
                     Neugegossen durch Gebr. Ulrich i Laucha a.U.

På sydsiden;

                     Verbum Dei manet in aeternum 
                     Vigilate et orate 
                     Omnes Sancti 
                     ( Guds ord bliver evindeligt. Våg og bed, alle hellige.)

jacobi 2 måtte i den følgende tid repareres flere gange, og i 1975 brast slagringen. Menighedsrådet besluttede nu, at den skulle omstøbes endnu engang, nu i Anneci, Frankrig.

Jacobi 3 har denne indskrift;

                     1631. Støbt til Rise kirke 
                     1894 omstøbt af Gebr. Ulrich, Laucha a.U. 
                     1976 påny omstøbt af Alfred Paccard i Frankrig. 
                     Verbum Dei manet i aeternum.

I 1969 døde Helene Callesen, datter af en af pionererne i Rødekro. Hun havde levet hele sit liv i Rødekro oh havde nu som sin sidste vilje bestemt bl.a. at stifte et legat, hvis renter for halvdelens vedkommende skulle tilfalde Rise kirke til kunsterisk udsmykning, mens den anden halvdel skulle komme beboerne på Rødekro Hvilehjem ( nu Ældrecenter ) til gode. I løbet af årene op til 1976 var kunstpuljen blevet så stor, at endnu en klokke erhverves hos Paccard. den fik følgende inskription;

                     Jeg kalder til virke
                     jeg kalder til ro 
                     jeg kalder til kirke 
                     til bøn og til tro. 
                     Rise kirke 1976. Støbt af Alfred Paccard i Frankrig. 
                     Skænket af Helene Callesen legat.

Da Martha og Chr. Bill hørte om denne klokke meddelte de præsten, at de ville skænke kirken midler til køb af en tredje klokke. Igen gik der bud til Alfr. Paccard med bestilling af en klokke.

  Den fik navnet Martha og denne indskrift;

                     Jeg melder ufortrødent 
                     Eet er fornødent. Rise kirke 1976. Støbt af Alfred Paccard 
                     i Frankrig. Skænket af Martha og Chr. Bill.

De tre klokker har hhv. tonerne fis, a og h. Just med de klange begynder en gammel melodi til O, store Gud, vi love dig.

Skærtorsdag 1977 blev de tre klokker taget i brug ved en festgudstjeneste med provst Niels Møller Sørensen som prædikant.

Endnu et par ting vedr. kirken bør nævnes

1.   Øverst på kirkespiret står siden 1894 et kors, 4 m højt. 2 m bredt. Før branden var spiret kronet af en vejrhane.

2.   Den gamle prædikestol fra Renæssancetiden bar årstallet 1607, »himlen« over den 1681.Selve stolen er prydet med udskårne figurer ( dyder og Frelseren ). Den blev sammen med altertavlen bragt til Kiel og måtte nu findes i Gottorp museet. Den er ikke opstillet dér.

3.   Den store gravsten i våbenhuset har tidligere stået foran døren til sakristiet. Indskriften, tydet af Erik Krebs Jensen, lyder: her hviler støvd af salige Marcus Adtzersen Holtz af Søes Fød aaret 1759 den 23 august Som døde den 8 dec aaret 1837. hans alder var 72 aar. Mit liv var ubestandighed. Med fryd afvexled sorrig og mørke. Med sundhed sygdoms varrighed Fra vuggen indtil dødens leje. Nu hviler trygt mit iordisk støv i gravens mørke vraa og gemme og visner hen som træets løv. Men sielen fandt sit rette hiemme.

4.   Solur. I 1905 fandt graver W. J. Thoms (f. 1853) under sit arbejde på kirkegården et solur. Det blev i 1925 på foranledning af sønnen J. F. M. Thoms og pastor Kallenbach Petersen opsat på sideskibets sydgavl.

5.   Lysekroner. Efter branden blev der foretaget en sogneindsamling med det formål at skaffe kirken lysekroner. Pastor O. G. Grauer, født i Ribe som yngste søn af pastor Hieronymus Grauer, som var flyttet til Rise og boede som emeritus dér, hvor nu planteskolen ligger, gav det største bidrag.

6.   Klingpungen. På trævæggen mod vest hænger kirkens klingpung. Hvor gammel den er vides ikke. Den har været i brug, når der har skullet samles penge ind. Den blev da båret fra bænk til bænk af en »kirkeældste«. Hver har da kunnet lægge sit bidrag i den. Det var imidlertid en tjeneste »kirkeældstene« helst var foruden. Derfor lod man i 1908 ombæringen foretage af kirketjeneren, mod betaling. I de sidste mange år har den ikke været i brug.

7.   Foruden de 4 omtalte lysestager prydes altret af en – liturgiskukorrekt, men af menigheden højt værdsat 7-armet lysestage. Den er skænket af vognmand Johannes Hansen, Rødekro.

8.   Endelig ejer kirken en dåbslysestage af træ, skåret af Carl Brodersen, Hjerpsted, med indskriften: Jeg er verdens lys. Den blev skænket af Brodersens faster, Margrete Olsesen, Rødekro. Den blev taget i brug ved hovedrestaureringen 1968 og blev tændt ved dåb indtil 1985.

9. – 10. I sideskibet: Præstetavler og Kristus-indbyderen, skåret af Chr. Heisel